Mine forældre har kæmpet med det sociale system, siden jeg blev født. Er virkelig en udfordring, specielt når man har en sjældent sygt barn og dengang, var der ikke megen viden om den eller materiale. Så har virkelig skulle kæmpe.
Når så ens barn/jeg fyldte 18, hørte man under helt anden paragrafer……. hvor skal man starte og begynde og hvis man ikke har et bagland i orden, er man tabt…….. Har været vidne til mange der ikke har et bagland der støtter dem og hvor de føler sig svigtet. Har tit tænk på, hvorfor man ikke får stillet en mentor til rådighed. Både når det gælder det personlige, udd, angst for fremtiden osv. hvad den enkelte borger måtte have brug for.
Personlig var det min far og jeg, der tog til møder sammen med sagsbehandlere, og ofte oplevede jeg, at det tit var en ny hver gang. il sidst skulle man forklare in sag igen og igen og ens udfordringer.
Var enormt stressende og udviklede langsomt angsten for hvad der skulle blive af mig……. “ville jeg kunne klare et job” og hvad så hvis min sygdom gik i udbrud…..? man kender jo ikke meget til fremtidsudsigter. Hvad med venner, kæreste, udd, børn osv. osv
Har måtte opgive udd. og kommet på pension. Har givet mig ro økonomisk, selvom det er svært for mig at acceptere og er en sorg for mig. Har ikke fået lov til at vælge hvad jeg gerne vil og gå efter mine drømme. Fysisk og psykisk har det ikke været muligt for mig. Man bliver jo heller ikke rig på FP. og så r der den åndsvage “gensidig forsørger pligt”. Vi skriver 2017 og reglen er fra starten af det 1900 århundrede. Tiden og kulturen har ændret sig meget, siden dengang. Personligt, føler jeg jeg mig også umyndiggjort, når en mand skal forsørge mig. Har ikke selv valgt at være syg og vil altid være på Pension.
Har også skulle give afkald på at få børn, hvilket var en kæmpe sorg for mig, da jeg fik det at vide. Gik helt ned med flaget og måtte i psykoloisk behandling.At være kvinde, indebære jo også tit drømmen, om sin egen familie i dag. Nu har jeg prøvet at få vendt det til noget positivt og kan godt se at det ville være alt for krævende for mig at være mor. Nu vil jeg, når den tid kommer, være “seje faster/moster Mulle”
Der er mange samfunds situationer, jeg kommer til at støde ind i, igennem mit liv. Ting jeg skal forholde mig til og vil have en mening om. Heldigvis har vi ytringsfrihed i Danmark, som jeg vil benytte mig af.
Man snakker så meget om integration for tiden, og som syg/handicappet handler det også om at kunne finde en vej og kunne blive integreret og ikke bare “en der er her”, Men en person som på en måde også er en del af samfundet, i det omfang man kan.