1 skridtt frem og 2 tilbage?

Har haft nogle ok dage, efter at have ligge med dårlig mave og opkast i sidste uge. Godtnok har min kroniske træthed, men laver det jeg kan og som er vigtigst, såsom at få trænet, være ude i haven og får luft, når vejret altså er til det.  Var til tøsehygge i lørdags, et par timer, hvor min kæreste var chauffør og søndag fik jeg klippet lidt granuler af til rhododendon, i vores have. Jorden skal jo være sur, til de planter?

Var helt i godt humør over at har formået at kunne det…. så tænkte at mandag ville jeg gå med Gizmo og det par der kommer og går med ham om dagen…. Vågner op mandag,  med følelsen at jeg var ved at blive syg og havde ingen kræfter…. så ØV…… der røg den gåtur? Tirsdag i dag, står jeg først op 10.50. Havde ellers sat uret til kl 8, men da det ringer, observere min hjerne kun på at slukke det og giver ikke signal til at jeg skal op. Endser ikke at jeg bare falder i søvn igen. Vågner ved at Gizmo slikker mig på kinden og mobiltlf på dynen…… har sendt SMS, men husker jeg ikke….. tager mig godt sammen, til at stå op, selvom jeg har følelse af smerter og at en inden i mig, kæmper i mod. Får brugt min energi til at gi` Gizmo mad, lave havregrød og kaffe, og SÅ kommer smerterne for alvor. Kan ikke kaprere dem i mit hoved, ryster og har kvalme……

Sider med følelsen at jeg er i en evig kamp mod sygdommen…. det jeg har planlagt for dagen, bliver total revet væk og “Den” vinder i dag?  Kæmper og kæmper og vil passe min træning, så min livskvalitet kommer tilbage, men er godtnok en +mavepuster”, når jeg må give mig og lægge mig ned.

Så føler man virlelig, at det er “1 skridt frem og 2 tilbage”?

Leave a Reply

Be the First to Comment!

avatar
  Subscribe  
Notify of