forleden stødte jeg poet citat, som satte mine tanker lidt igang og som noget jeg selv harlevet meget efter, i angsten for ikke at blive accepteret eller miste
”KRONISK SYGE SPILLER RASKE— SELVOM DE ER SYGE”
har selvfølgelig også handlet om at acceptere sig selv og sin situation. Har jeg set brugt halvdelen af mit liv på. Nu er jeg voksen og er begynd at acceptere det mere…. hvorfor bruge al min energi på at være noget jeg ikke er, kan jo ikke laves om. Så må andre acceptere den jeg er.
Hårde ord, men sandt